iWell Guard

Yamaduta, ånd i den buddhistiske tradition

Yamas dødsbude, fuldbyrdere af karmiske domme.

Yamadutaer i Naraka-systemet

Yamadutaer er Yamas dødsbude, dødsherren i den vediske, hinduistiske og buddhistiske tradition.

I Garuda Purana og i Mahabharatas Naraka-system henter de sjælen umiddelbart efter dødstidspunktet. Deres pligter omfatter: identifikation af sjælen, adskillelse af livets bindinger, ledsagelse over Vaitarani-floden, aflevering til Yamas domstol i Yamapuri. Dér vejer skriveren Citragupta fortjenester og forseelser, og Yama afsiger dommen.

Straffe fører til en af de 28 Naraka (helveder): Raurava (skrigets helvede), Maharaurava, Tamisra, Andhatamisra, Kalasutra. Den buddhistiske optagelse (Mahayana, Vajrayana) bevarer skemaet, men tilføjer muligheden for befrielse gennem mantra-recitation og praksisser for mellemtilstanden (bardo, den tibetanske dødebog). Ikonografisk er Yamadutaer mørkhudede, bærer sløjfe og kølle og rider på vandbøfler.

Indholdsfortegnelse

Yamaduta - ånder fra den buddhistiske tradition, historisk-illustrativ
Yamadūta

Yamaduta er en ånd i den buddhistiske tradition.

Yamadūta er dødsbude i tjeneste hos Yama, dødsherren i den indisk-buddhistiske tradition. Ved dødens indtræden viser de sig for at hente sjælen og føre den til Yamas domstol.

Dér vejes karma; Yama afsiger dommen; Yamadūtaerne fuldbyrder den, enten i himmelverdenerne eller i Narakaerne (helvederne). Figuren forbinder indiske og buddhistiske dødekult-traditioner; i Østasien smelter den sammen med lokale forestillinger om dødsriget.

Devadūta Sutta („guddommenes sendebude-sutta”) i Pali-kanonen fortæller om en scene, som Buddha skildrer: En afdød bringes for Yama; Yama spørger ham, om han ikke har set „guddommenes sendebude”, alderdom, sygdom, død og lig, som kunne have bevæget ham til omvendelse.

Yamadūtaerne er altså ikke blot fuldbyrdere, men samtidig livets varsler. Denne dobbelte rolle gør figuren teologisk rig.

Garuda Purana og Yamalokas topografi

Den mest detaljerede fremstilling af Yamaduta findes i Garuda Purana (8.-10. århundrede), hvor Yamas sendebude klassificeres efter rang og funktion. Ud over rollen som simple vogtere eller sendebude fungerer de som nævninge og dokumentarister af den karmiske dom.

Hver afdød ledsages af sine personlige Yamadutaer fra dødsverdenen til Maharloka, hvor Yama holder hof. Selve topografien i Yamaloka, som den beskrives i forskellige puranaer, viser en bureaukratisk opbygning: porten, vejen, retfærdighedens hal, de forskellige helvedesområder. Yamadutaer er forvaltere af denne topografi, ikke dens vagter.

Hurtigt overblik: Yamaduta

Type: Dødsbude, helvedesfuldbyrdere
Oprindelse: tjeneste hos Yama, dødsherren
Tekster: Devadūta Sutta, Jataka’er, Abhidharmakosha, den tibetanske dødebog
Tidsrum: vedisk-buddhistisk til nutiden
Østasiatisk form: i det kinesiske underverden-system som Yanluos sendebude

Indplacering

Teksternes tidsperiode

Vedisk baggrund (Yama i Rigveda), buddhistisk udformning i Pali-kanonen og Mahayana-sutraer. Abhidharmakosha (Vasubandhu, 4./5. årh. e.Kr.) systematiserer kosmologien. Den tibetanske dødebog (bardo Thödol, 8. årh. eller senere) med detaljeret Yamadūta-scene. Kinesiske og japanske referencer i buddhistisk underverdenslitteratur.

Udbredelsesområde

Det indiske subkontinent, Theravada-landene, Østasien (i Kina som Yanluos sendebude, som Niu Tou „oksehoved” og Ma Mian „hesteansigt”), Tibet med Vajrayana-udvidelse, Japan med Emma-udformning.

Kildesituation

Devadūta Sutta (Anguttara Nikaya og Majjhima Nikaya), Visuddhimagga (Buddhaghosa), Abhidharmakosha (Vasubandhu), Bardo Thödol, kinesiske underverdensfortællinger (Di Yu-litteratur), japanske Jigoku-zōshi.

Benævnelse og skrivemåder

Sanskrit: yamadūta, „Yamas budbringer”; yamapāla, „Yamas vogter”; yamapuruṣa, „Yamas mand”.
Kinesisk: 牛頭馬面 (Niu Tou Ma Mian, „Oksehoved og hesteansigt”, populær parform).
Japansk: Jigoku no Kishi, Yama som Emma.
Tibetansk: Shinje’i pho nya.

Specificeringen i Østasien er interessant: Parret Oksehoved og Hesteansigt er en selvstændig kinesisk udvikling. Begge fremstilles som mægtige underverdens­embedsmænd under Yanluo Wang og er fremtrædende i folkereligiøse templer.

Karakteristika

Udseende

I indisk tradition ofte med flammeaura, våben og lænker. Kan være dyre- eller delvist dyreskabte. I kinesisk ikonografi specificeret som oksehoved og hesteansigt, bevæbnet med køller eller greb. På tibetanske thangkaer vrede, dansende, med dødningehovedsymboler.

Opførsel

Fremstår ved dødens indtræden, binder sjælen og fører den til Yama. I Narakaerne udfører de karmiske straffe, uden personlig grusomhed, men som en funktionel opgave. I Devadūta-læsningen er de samtidig symbolske: livet selv formaner gennem alderdom, sygdom og død.

Virkefelt

Mellemverdenen under dødsprocessen, Yamas domstol, Narakaerne (helvederne). I østasiatisk tradition også opdelt i konkrete underverdens­embeder, hver af de ti helveder har sine egne embedsmænd.

Mytologisk placering

Yama er i vedisk tradition den første dødelige, der gik til underverdenen, og blev derved dens herre. Hans budbringere er funktionærer i et kosmisk system, ikke autonome dæmoner. Den buddhistiske overtagelse bevarer denne funktionelle stilling.

Kropskendetegn og skræmmefunktion

I Mahabharata-passagerne og senere Puranaer beskrives Yamaduta med specifikke kropslige kendetegn: sort hud, røde øjne, slangehår eller flammer i stedet for hår, jernvåben. Disse kendetegn er funktionelle, på ingen måde vilkårlige: de skal chokere de dødelige og bevæge dem til selvreflektion over deres eget liv.

Udseendet er apotropæisk og meditativt på samme tid. Synet af en Yamaduta markerer overgangen fra liv til ansvar. I tantriske kommentarer gøres skræmmefunktionen endnu mere explicit: Yamaduta er en bevidst inkarnation af karmiske konsekvenser, ikke en biologisk enhed.

Faktaboks: Yamaduta

De vigtigste aspekter af Yamadūta på et blik.

Oprindelse

I Yamas tjeneste, dødens herre. Vedisk-buddhistisk grundlæggelse. I Østasien udformet under Yanluo/Emma, med eget embedshierarki.

Målgrupper

Døende ved dødens indtræden, afdøde i mellemtilstanden, helvedesvæsener til fuldbyrdelse. Indirekte alle levende som formanere.

Erscheinungsbild

Indisk med flammeaura og våben. Kinesisk specificeret som oksehoved og hesteansigt. Tibetansk vred, dansende, med dødningehovedsmykker.

Yamadutas virkning

Henter døende sjæle, fører dem til Yamas domstol, fuldbyrder karmiske domme. Funktionelt, ikke personligt grusomt.

Afværgeformer

Ikke afværgelse, men rettidigt liv: etisk handling, tilflugt til de Tre Juveler, anråbelse af Ksitigarbha (bodhisattva for helvedesvæsener). Tibetansk: Phowa-praksis (bevidsthedsoverførsel i dødsøjeblikket).

Sammenligneligt

Gallu, Keres, Dirae, ægyptiske Amduat-ledsagere, kristne dødsengle.

Dødsritualer og dødsriter

Dødsforberedelse

I theravada-tradition: recitation af Paritta og Metta-suttaer for de døende. Mahayana: recitation af Amitabha-mantraer for at blive genfødt i hans rene land i stedet for i Yamas rige. Vajrayana: Phowa som specifik dødsmeditation til at bryde ud af cyklussen.

Riter efter døden

Den tibetanske dødebog giver instruktioner til den afdøde for de 49 dage i bardo, heriblandt explicitte møder med Yamadūtas. Kinesisk tradition med „syv-syv”-dødsritualet (49 dage med ugentlige ceremonier). Japansk Obon og lignende ritualer til lindring af dødstilstanden.

Etisk dimension

Devadūta-læren lærer, at livet selv sender budbringerne: alderdom, sygdom, synet af lig. Den, der lytter, har lidt at frygte ved Yamas domstol. Den, der overhører dem, finder sig i tilsvarende genfødsler.

Paralleller og reception

Antikken og mesopotamiske paralleller

Den mesopotamiske Gallu som fuldbyrdende organ for underverdenen, den græske Keres som dødsdæmoninder, ægyptiske Amduat-ledsagerfigurer på solens rejse gennem underverdenen.

Østasiatisk udvikling

Kinesiske Niu Tou Ma Mian, japanske Emma-embedsmænd har i folketroen en konkret embedshierarki med korrespondance og prøvelser. Di Yu-systemet („jordfængslet”) er en af de mest udviklede underverdens-administrationer i verden.

Moderne reception

Bollywood-film med Yamraj-figurer, japanske animeserier med shinigami-motiver, koreanske k-dramaer med grim reaper-figurer varierer alle Yamaduta-motivet i moderne form.

Yamaduta og den islamiske Mala’ika al-Mawt

Der findes en bemærkelsesværdig parallel mellem de hinduistiske Yamaduta og dødsenglene i den islamiske tradition, Mala’ika al-Mawt. Begge traditioner beskriver himmelske væsener, der viser sig ved dødens tidspunkt. Begge bedømmer den afdødes handlinger på baggrund af deres religiøse eller karmiske optegnelser.

Begge er skræmmende i deres ydre skikkelse, men retfærdige i deres funktion. De islamiske Mala’ika er dog moralske agenter for Gud, mens Yamaduta snarere fremstår som neutrale administrative kræfter. Denne sondring viser en forskel i teodicéen: I hinduismen er karma selvudførende, i islam er det Guds nåde, der afgør retfærdigheden.

Yamaduta som dødsgudens sendebud

Navnet Yamaduta betyder ordret “Yamas sendebud”. Yama er dødens herre, en skikkelse der stammer fra den vediske religion og blev spredt gennem buddhismen og hinduismen i hele Syd- og Østasien.

Yamaduta er hans undergivne, udsendt for at samle de afdødes sjæle og føre dem frem for dødsherrens domstol. De er dermed ikke selvstændige magter, men funktionærer inden for en kosmisk ordning.

I de buddhistiske tekster optræder Yamaduta i flere roller. Et vigtigt sted er Devaduta Sutta i Pali-kanonen, hvor det dog er de “guddommelige sendebud” der står i forgrunden, nemlig alderdom, sygdom og død som advarselstegn, der skulle advare ethvert menneske.

Derudover findes der mere konkrete skildringer af helvedes sendebud, der griber den afdøde og fører ham frem for Yama. Yama holder da den døde for, at han i livet har set alderdommens, sygdommens og dødens advarende tegn, men ikke har lyttet til dem.

Denne sammenknytning af skræmmende skildring og etisk formaning er kendetegnende for den buddhistiske behandling af Yamaduta. De er skrækskikkelser, men deres rædsel har et belærende formål. Forskningen i buddhistisk kosmologi betoner, at buddhismens helvedesskildringer var tænkt som en indtrængende illustration af karma-loven og ikke havde noget selvformål.

Yamaduta fuldbyrder ingen vilkårlig straf, de udfører blot det, som den afdødes egne handlinger uundgåeligt medfører. Den egentlige dommer er i sidste ende loven om gerning og følge.

Yamaduta i helvedesskildringer og tempelkunst

Asiens buddhistiske billedkunst har afbildet Yamaduta mange gange, især i de store helvedesskildringer, der findes i templer, på vægmalerier og på rullebilleder. Disse billedprogrammer viser Yamas dødsdomstol og de forskellige helveders straffe, ofte med drastisk anskuelighed.

Yamaduta fremstår på disse billeder som de udførende vogtere og bødler, ofte med dyretræk, for eksempel tyre- eller hestehoveder, en ikonografi, der især er udpræget i den østasiatiske tradition.

Sådanne helvedesskildringer havde en klar didaktisk funktion. De blev anbragt på steder, hvor lægfolk kunne se dem, og de anskueliggjorde konsekvenserne af uheldbringende handlinger på en måde, der var forståelig selv uden kendskab til teksterne.

I Thailand, i den tibetanske tradition, i Kina, Korea og Japan findes der hver sin udformning af denne billedtradition, som udfylder det fælles grundskema med regionale særtræk.

I den østasiatiske variant forbindes den indiske arv med forestillingen om underverdenens ti konger, så Yama dér fremstår som en af ti dommere, sammenlignelig med den koreanske Yeomra.

For den religionsvidenskabelige betragtning er denne billedtradition en vigtig kilde, fordi den viser, hvordan læren om karma og dødsdomstolen blev formidlet til lægfolkets livsverden. Yamaduta fremstår i disse billeder som anskuelige, skræmmende skikkelser, ikke som abstrakte teologiske begreber.

Den kunsthistoriske forskning bruger desuden de bevarede helvedesbilleder til at følge udbredelsen af bestemte forestillinger gennem tid og rum, da man på dem kan aflæse den buddhistiske kosmologis overførselsveje mellem regionerne.

Yamaduta og Yamadut i hinduismen

Forestillingen om Yama-budene er ud over buddhismen også dybt forankret i hinduismen, hvor budene ofte kaldes Yamadut. En særlig velkendt fortælling, som er overleveret i flere puranaer, handler om Ajamila.

Ajamila er en mand, der har levet et forfejlet liv og skal hentes af Yama-budene i dødsstunden. I selve dødsøjeblikket råber han imidlertid navnet på sin søn, som tilfældigvis er et af gudens Vishnus navne. Derpå viser Vishnus bude, Vishnudut, sig, stiller sig op mod Yama-budene og befrier Ajamila.

Denne fortælling er teologisk oplysende. Den bruges i traditionen for Vishnu-tilbedelse som belæg for det gudommelige navns forløsende kraft: Selv det utilsigtede udråb af navnet siges at have frelsende virkning.

I denne fortælling repræsenterer Yama-budene den strenge logik om handling og gengældelse, mens Vishnu-budene repræsenterer den nåde, der kan bryde denne logik. Striden mellem de to budgrupper udføres i teksterne som en regulær disputation om ret og nåde.

For den religionsvidenskabelige betragtning viser denne episode, at Yamaduta er blevet vægtet forskelligt inden for Indiens forskellige religiøse strømninger afhængigt af det teologiske udgangspunkt. I en ramme, der strengt orienterer sig efter karma, er de de uundgåelige eksekutorer.

I de strømninger, der er orienteret mod hengivenhed og nåde, bliver de til en instans, som kan overgås gennem hengivenheden til den forløsende gudeskikkelse. Yamaduta er dermed en god indikator for, hvordan en fælles mytologisk forestilling indordnes og vurderes forskelligt i forskellige religiøse systemer.

Yderligere links

Anbefalede interne links:

Forskningslitteratur

Et udvalg af centrale værker om Yamadūta:

Flere standardværker i litteraturlisten.

Den her beskrevne beskyttelsespraksis er en videnskabelig indordning af historiske traditioner. iWell Guard knytter sig til denne kulturhistoriske linje af bærbare beskyttelsesobjekter og udgør en samtidig form heraf. Mere om iWell Guard →

Klassificering & beskyttelse

IINIVEAU
Beskyttelseskompasset placerer dette væsen på påvirkningsniveau II – Mærkbar påvirkning.

Mod dets påvirkning nævner den tværkulturelle overlevering disse beskyttelsesmidler:

Sammenlign i beskyttelseskompasset →

Anbefalede beskyttelsesmidler

iWell Guard

Det enkleste beskyttelsesmiddel i denne samling: 41 lag af 999 ægte guld, platin, sølv og silicium, fremstillet i Ruhla/Thüringen. Skal ikke aktiveres, er ikke bundet til en bestemt person og virker i en radius på omkring 50 meter, også uden at blive båret.

Alle beskyttelsesmidler i overblik →